Børnefestival i Ørum

Ørum / juni 1, 2018

Børnefestival i Ørum

442 398 Civilian

Tanken om en børnefestival startede for godt 6 år siden, hvor vi var en lille gruppe ildsjæle på 8, der satte os sammen, for at finde på ideer der kunne gøre vores område mere levende og synligt. Vi var enige om at det skulle være en dag for børn og dermed startede vi Børnefestival i Ørum. Lørdag d. 9. juni 2018 kl. 12.00 – 20.00 afholder vi så børnefestival for 5. gang på banen bag Ørum Aktiv Center. Formålet, med børnefestivallen, er at give børn med størst mulig aldersspredning en rigtig fed og uforglemmelig dag. Meningen er at det skal være et tilbagevendende årligt arrangement, som børnene vil se frem til, kunne tale om længe efter og kunne glæde sig til næste gang! Det skal styrke sociale bånd mellem børn og voksne på tværs. Børnenes egen deltagelse vil i øvrigt have et stort fokus, således at der knyttes bånd og nye venskaber igennem leg og læring. ALLE skal kunne være med, det skal være et arrangement, hvor alle familier har råd til at komme. Af samme grund er der gratis entre og gratis forlystelser.

For at denne dag kan lade sig gøre, kræver det et kæmpe arbejde i form af at finde sponsorere, som vi er helt afhængige af, samt alt andet der hører sig til, for at kunne afholde et arrangement for 800-1200 personer. Vi har fået en rigtig god sponsor gruppe, som bliver ved med at bakke os op, og dem kan vi simpelthen ikke takke nok

Men hvad er vores løn så? Vores løn er at se alle de glade familier og ikke mindst børn, som hygger sig, leger og nyder dagen fuldt ud. Alt dette er utroligt givende for os og giver os passion til at gøre det hele igen. Og bare det at kunne få lov at tænke og drømme de vilde ideer, er fantastisk og nogle gange ender drømme jo med at lykkedes.

Vi bliver ofte spurgt om, hvorfor vi gider lave frivilligt arbejde, og det kan da sikkert også være svært at forstå, hvis man ikke selv deltager i frivilligt arbejde. Men for os handler det om at være med til at give oplevelser og glæde, ikke kun for andre, men også til os selv. Vi, i gruppen, er også med i andre foreninger og bestyrelser. Vi er nok det nogle vil kalde for ’Tordenskjolds soldater’, og det er absolut ikke negativt ment.  Vi har det sjovt sammen og finder energi i det frivillige arbejde vi nu har. Har man først prøvet at være frivillig, er det også lettere at blive motiveret til mere.

Line Juul Christiansen og Rasmus Holm Børnefestival i Ørum