Danmarks Veganske Forening

Aarhus / september 1, 2018

Danmarks Veganske Forening

1718 1365 Civilian

Danmarks Veganske Forening – tidl. Mad Med Medfølelse

Hvis du kunne redde miljøet og 150 mia. dyr årligt, ville du så ikke gøre det?

Hvad vil vi?

I vores forening arbejder vi på at skabe en verden med større respekt for miljø, dyr og mennesker og

med mere forståelse for, hvordan vi hver især konkret kan gøre en stor forskel, uden at det nødvendigvis skal gøre vores hverdag sværere eller mindre spændende.

De fleste har sikkert hørt om ”vegansk” livsstil og forbinder det med strenge regler og kedelige salater, mange timer i køkkenet eller dyre erstatningsprodukter. Vi vil gerne vise, at det tværtimod kan være mindst lige så nemt, lækkert og billigt at leve 100% plantebaseret, hvad end man er til grøntsagssmoothies eller pizza, burgere, chokolade og is. På den måde giver vi reelt folk flere valgmuligheder, ikke færre.

Med forskellige arrangementer inspirerer vi til en vegansk livsstil. Vi deltager i samfundsdebatten, både på TV og i andre medier, og vi forsøger at påvirke restauranter, butikker og producenter til at tilbyde plantebaserede produkter til veganere og andre, der gerne vil leve mere dyre- og miljøvenligt.

En vigtig sag

Når vi så gerne vil åbne folks øjne for mulighederne for og fordelene ved at leve plantebaseret, er det ikke fordi, det er ”smart”, men fordi der er alvorligt brug for det. Verdens forbrug af animalske fødevarer er en af de største årsager til bl.a. global opvarmning, skovrydning og mangel på drikkevand. Verdenshavene forventes at være tømt for fisk i 2050, hvis man fortsætter med at fiske, som man gør i dag. Samtidig er den animalske industri årsag til MRSA, hungersnød mange steder i verden samt til mange sygdomme, herunder diabetes, visse kræftformer og til hjertekarsygdomme, som er den primære dødsårsag i vores del af verden. Samtidig udgør industrien en risiko for alvorlige epidemier af fugle- og svineinfluenza i fremtiden.

Sidst, men bestemt ikke mindst, er det vigtigt for os at udfordre den opfattelse, at vi har brug for dyr til mad, tøj og underholdning, og at vi som mennesker i det hele taget har ret til at berøve dyrene deres frihed, deres unger og i sidste ende deres liv, en behandling der trods de faktiske forhold i landbruget betegnes ”dyrevelfærd”.

Med mottoet Mad Med Medfølelse kæmper vi for en verden hvor vi lader dyrene leve i fred og passer på planeten og hinanden.

Vil du være frivillig?

Trods det alvorlige emne, er vores aktivisme altid hyggelig og glad. Vi deler kager ud på gaden og arrangerer fællesspisninger mm., hvilket altid kan få smilet frem. Vores forening er drevet udelukkende af frivillige, og som frivillig kommer du til at være en vigtig del af vores bevægelse og af omstillingen til en mere dyre- og miljøvenlig verden.

Sebastian Hatt, Lokalkoordinator i Aarhus, Danmarks Veganske Forening www.madmedmedfoelelse.dk