Dansk Vegetarisk Forening

København / februar 1, 2018

Dansk Vegetarisk Forening

668 568 Civilian

Dansk Vegetarisk Forening (DVF) er en landsdækkende forening, som arbejder for at udbrede vegetarisk levevis samt oplyse om fordelene ved at skære ned på animalske produkter – såvel for dyr og mennesker som af hensyn til global bæredygtighed. DVF er en forening for vegetarer, veganere og alle andre der støtter plantebaseret levevis og er en non-profit organisation, der primært er baseret på frivillig arbejdskraft – vores ildsjæle.

Foreningen er grundlagt i 1896 og i dag er mere end 100 frivillige i foreningen. Som frivillig bliver man en del af et fællesskab af ildsjæle, der tror på og arbejder for en bedre verden. Som frivillig i DVF er man enten tilknyttet en af vores lokalafdelinger eller tilknyttet et eller flere forskellige udvalg som f.eks. arbejder med udarbejdelse af informationspjecer, arrangementer, foredrag, outreach, kommunikation, erhverv eller seniorområdet. Der arrangeres jævnligt fællesarrangementer for nye og garvede frivillige, hvor disse har mulighed for at lære hinanden at kende og komme med input til samt blive opdateret på forskellige projekter og aktiviteter som er i gang i DVF.

Vores frivillige arbejder med en række forskellige aktiviteter og projekter, som hver især bidrager til vores mission.

Dette drejer sig om:

– Et landsdækkende skoleprojekt, hvor dygtige unge studenterambassadører er ude og oplyse elever fra 6. til 10. klasse om sammenhænge mellem kød, vegetarisk mad og bæredygtighed.

– Mærkningsordning for vegetariske og veganske fødevarer, hvor vi igennem opsøgende arbejde og en tæt dialog med virksomheder og supermarkeder arbejder for at gøre det meget lettere at vælge og finde vegetariske og veganske produkter.

– Sikring og understøttelse af vegetarers og veganers rettigheder via sikring af borgernes ret til at leve vegetarisk og vegansk. Vi har især fokus på offentlige institutioner såsom børnehaver, skoler, hospitaler og plejehjem, hvor borgernes ønsker om vegetariske og veganske måltider alt for ofte ikke respekteres.

– Påvirkning af den offentlige opinion gennem debatindlæg, medvirkning i relevante TV-programmer, radioudsendelser og podcasts. Vi leverer løbende materiale og synspunkter til en lang række journalistiske artikler til såvel dagspressen som ugeblade, forbrugerblade, etc.

– Formidling af oplysningsmaterialer ifm. aktiviteter på gadeplan, messer og foredrag. Vores frivillige og en række ressourcepersoner har indtil videre udarbejdet to opskriftspjecer, en introduktionspjece, en bæredygtighedspjece, en dyreetikpjece, en sultpjece, en ernæringspjece for gravide og spædbørn og en storkøkkenpjece. En sundhedspjece er lige på trapperne.

– Sociale aktiviteter og events f.eks. Vegetarisk Festival, foredrag, fællesspisninger, nytårsfrokoster, sommerfester og julefrokoster, og vi fejrer mærkedage som Dansk Vegetardag, International Vegetardag og International Veganerdag. Derudover deltager vi på messer og torvedage, ligesom vi arrangerer smagedage i supermarkeder.

I Dansk Vegetarisk Forening er det vigtige ikke, hvem du er, men hvad du gør og vi tror på, at hvert eneste plantebaserede måltid gør en forskel.

Louise Johansen, organisationskoordinator www.vegetarisk.dk