Fjellerups Seje Sild

Fjellerup / juni 1, 2018

Fjellerups Seje Sild

3262 1460 Civilian

Fjellerups Seje Sild startede i april 2013, da en lille håndfuld ildsjæle gik i gang med at strikke »FJELLERUPHAV«, som var en strikket/hæklet udstilling af dyrelivet i Kattegat ud for Fjellerups kyst. Resultatet var med stor succes udstillet ved Fjellerup Strand i sommeren 2013, senere har det været udstillet på Kattegatcenteret og på Randers Bibliotek.

Den lille håndfuld strikkere blev til flere. Men hvad skulle vi lave, og hvordan fik vi økonomi til strikkeriet? Økonomien kom hurtigt på plads, vi fik støtte fra flere lokale foreninger, så vi kunne gå i gang. Samtidig spurgte vi vidt og bredt efter genbrugsgarn, det kom (og kommer stadig) i store mængder.

På OUH kendte vi en jordemoder, som vi lavede en aftale med om at strikke huer, sprutter, tæpper og dragter til »til-tiden-fødte børn« og for tidligt fødte børn. Denne aftale er senere udvidet med en aftale om at strikke huer og svøb til Sorggruppen, der fungerer omkring familier, der mister deres barn. Denne niche, ved vi, værdsættes meget af alle i den svære situation.

Her et lille uddrag fra Sorggruppelederen: ”Det er vores oplevelse, at de par som mister, er MEGET glade for jeres huer og svøb. Det giver dem en oplevelse af mere nærvær og menneskelighed i alt det kliniske og triste, når de mister deres barn. At forældrene kan ”putte”/svøbe deres barn, betyder ofte rigtig meget i det korte samvær.”

I efterårsferien 2013 fik vi lov til at lave en lille salgsbod hos en lokal fiskeforretning og hos vores bager. Resultatet var, at vores ting kunne sælges! Så vi strikkede videre. Hen over vinteren fik vi en aftale med 2 lokale lægehuse, de ville gerne modtage strikkede bamser til uddeling ved 2 års undersøgelsen.

Tingene til Odense Universitetshospital skal fremstilles af bomuldsgarn. Her indgik vi en meget generøs indkøbsaftale med Gartnergårdens Hobby i Ramten.

Sommeren 2014 var udstillingen tilbage i Fjellerup, nu med en lille salgsafdeling, som viste sig at give et flot overskud.

I efteråret 2014 var vi nødt til at finde et nyt udstillingssted. Det viste sig at være let, da Tirsdagsklubben i Fjellerup efter renovering af en gammel, unik tjæreplads, gik i gang med at lave et Bundgarnsmuseum. Det blev til Fjellerups alternative Bundgarnsmuseum, da det blev befolket af vores strikkede udstilling, der blev placeret i en model af et bundgarn. Aftalen blev, at vi måtte udstille og have vores salgsafdeling mod, at vi passede museet i åbningstiden. Det har vist sig at være en givtig aftale.

I vores vedtægter er 1. punkt: at gøre Fjellerup kendt ud over kommunegrænsen, og vi har været og er langt hjemmefra med vores strikkede ting. Vi har givet huer til nyfødte på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og til et lille fødested i Uummannaq. Vi giver bamser til Julemærkehjemmet i Hobro og Secondhand forretningen Skovtrolden i Grenå og puls- og benvarmere til kemopatienter i Vejle. Derudover har vi solgt 4o julesokker og 25 julekurve til et firma i Aarhus, der har brugt dem som julegaver til deres forretningsforbindelser, der er spredt ud over hele Danmark. Vi har også lavet pressemeddelelser til de lokale ugeblade og fået optaget små notitser i både Familie Journalen og Hjemmet.

Det allernyeste tiltag er at strikke Lommevenner, som er en lille strikket figur, der uddeles i landets ambulancer til nervøse/bange patienter.

Alt det vi sælger, har hen over årene indbragt en ganske stor sum penge hele 142.000 kr., som vi har uddelt til forskellige formål mest i lokalområdet.

Vi har støttet: Kræftens Bekæmpelse, Danske Hospitalsklovne, foreningen Forglemmigej, Glesborg Plejecenter til et forløb med Forglemmigej, vores lokale legeplads Fjollehaven, vores børnehave, Julemærkehjemmet i Hobro og til september får Blå Flag Fjellerup en portion på 20.000 kroner til et længe ønsket støbt rørebassin.

Lige nu er vi mere end 25 strikkere, mest fra nærområdet, men også fra Aarhus, Randers og Grenå og sågar fra Schweitz! Alle, der har lyst til at strikke til velgørende formål, er velkomne. Vi mødes i Værestedet i Fjellerup Aktivitetshus efter følgende plan: torsdag i lige uger: kl. 19 – 21, og fredag i ulige uger kl. 9 – 11 Man kan også være ”hjemmestrikker”-

Vi får rigtig meget garn, så en gang imellem er vi nødt til at være meget kreative. Derfor har vi hen over årene lavet lidt forskellige ”unyttige ting”, det er jo lige i Dronning Margrethes ånd. Vi har lavet en Æresport til udlejning, strikket omkring et par bænke, en cykel og 5 kaffekander og lavet et par lagkager og en miniature campingvogn. Et kæmpe edderkoppespind med Spiderman, 80 små edderkoppespind og en BIFROSTBÆNK indgik i sidste års lokale kunstprojekt: ”Broen over Sortå”. Mange af vores ”sjove ting” skal sammen med nogle nye udstilles i vores eget projekt: ”silde STI men” i denne sommer. Til dette projekt har vi modtaget støtte fra Norddjurs Kulturfond.

Nordea Fonden har givet os støtte til vores næste store satsning: FJELLERUP STØTTER BRYSTERNE, som finder sted i uge 40 med kulmination på Lyserød Lørdag, den 6.oktober. Her er det lykkedes os at få de fleste foreninger og handlende med.

Det er vores ønske at fortsætte med at være velgørende og kreative/skøre, så vi er stadig de glade modtagere af garn, det kan afleveres i Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik i Fjellerup, mærket Fjellerups Seje Sild, eller hos os i museets åbningstid, som er i juli og august hver dag fra 14-17, og torsdag aften 19-21, Aftenåbning kun til midt august.

Kirsten Behr, Fjellerups Seje Sild