Forundringens have

Velling / Oktober 1, 2017

Forundringens have

2000 1500 Civilian

Vores forbillede i Forundringens Have er den uberørte natur med en mangfoldighed af planter, mikroorganismer og nyttige insekter. Forundringens Have, der dyrkes biodynamisk, er ganske vidst ikke uberørt natur, men selv om vores grøntsager er forædlede kulturplanter, så er deres grundlæggende krav de samme som deres vilde slægtninges: De trives bedst, når man efterligner naturen så meget som muligt.

Fra haven hentes friske grøntsager til køkkenet og smukke buketter til bordene. Forundringens Have er delt op i afsnit: Den Selvforsynende Urtehave, Orangeri med øko-shop og café, Andelsfrugthaven, Den Astronomiske Have & De vilde blomsters paradis, Naturlegepladsen, Madpakkehus & udekøkken, Naturligt byggeri & jordtage, Naturcamping, Oplevelses- og vandresti, Hestefolden, De røde skovmyrer, Biskolen, Trojaborgen samt diverse forsøg og eksperimenter.

Jeg fik ideen til opstart af Forundringens Have i 2004. Ideen var at lære højskoleeleverne på Vestjyllands Højskole at dyrke deres egen mad. Det har vist sig at være en succes.

De mange frivillige, der hjælper til med at passe haven og fremvise for besøgende, har været en afgørende forudsætning for at Forundringens Have er blevet til en succes. I dag er der involveret 60 andelshavere omkring andelsfrugthaven, som yder frivilligt arbejde med pasningen af frugttræerne. Ved vore arrangementer er der ca. 40 frivillige hjælpere. I fælleshaven er der involveret 12 frivillige. Til den daglige pasning af Forundringens Have er der hen over sommeren ca. 10 frivillige tidligere højskoleelever.

Gå en tur i haven, smag på blade og blomster- alle urter kan spises. Du kan også orientere dig om planternes sundhedsværdi og anvendelse til spændende madretter.

Vi tilbyder naturoplevelser og læring om processen fra jord til bord for skoleklasser og institutioner. Vore tilbud tilrettes således at det passer efter den enkelte skoles eller institutions ønsker.

I juli og august måned kan du komme og spise aftensmad i haven. I fællesskab indsamles vi frugter og grøntsager til salater og madretter, som koges over bål, ligesom vi bager brød i vores stenovn.

Hvis du vil være med, så hører vi gerne fra dig.

Projektleder Birtha Toft. www.forundringenshave.dk

Velling