Ildsjæl til jeg dør

Tyge Mortensen / maj 1, 2018

Ildsjæl til jeg dør

356 368 Civilian

”Danmark kollapser i løbet af en uge, hvis de frivillige går hjem”, sagde en af deltagerne fornylig under en samtalemiddag i Dagli’brugsen.

Jeg havde fået den ide, at flytte højskolen ud i landsbyen og udvikle et koncept for samtaler mellem frivillige. Det skulle foregå over en middag i dagligstuerne i Dagli’brugserne i Danmark. Vi startede op i en lille landsby på Fyn.

Samtalerne skulle handle om det at være frivillig i landsbyen.

Hvorfor er vi frivillige?

Hvordan var vi startet som frivillige?

Hvad gir` det os at være frivillige?

Jeg agerede blot højskoleforstanderen der havde rollen at facilitere samtalen. Ikke som ordstyrer, men som facilitator. ”Højskole er ikke et sted, men en måde at være sammen på”, introducerede jeg samtalemiddagen. ”I frihed, lighed og fællesskab.

Sjovt nok opdagede vi, at der aldrig tidligere var nogle, som havde spurgt dem ud om det, at være frivillig. Ej heller var det en selvfølge at man blev specielt anerkendte for det man gjorde. De var der ofte bare. Og blev ved med at være der, mange helt reelt, til de døde – som en af deltagerne udtrykte det.

Til denne samtalemiddag havde Dagli’brugsen inviteret 6 frivillige, for at snakke om det at være frivillig i landsbyen.

Jeg tror ikke, de var kommet, hvis vi havde kaldt dem ildsjæle.

Men det var de – ildsjæle.

Jeg kan ikke selv forliges med ordet ildsjæl, var der en der sagde. Føler det er belastende. Men jeg vil gerne være frivillig og brænde for noget.” Sådan havde de andre det også. ”Engang imellem tager man teten, andre gange gør andre det. Hvis man udnævnes til ildsjæl, begynder det at lugte af noget andet. Så klæber man til det at tage teten. Ikke til man dør, men til man brænder ud.”

Sådan gik samtalen hen over middagen i Dagli’brugsen. At de frivillige fik lov til at snakke med hinanden, om det at være frivillig, var til gengæld tydeligt motiverende og givende for dem alle.

Brugsen er jo en forretning, men den er også et frivillighedsprojekt, der startede for mere end 100 år siden. Ja det er rigtigt. Frivillige startede Brugsen. Så det, at frivillige mødes i Brugsen, er ganske nærliggende. De har som ”art” selv været med til at skabe den.

Jeg er selv frivillig.

Har altid været det.

Frivillig hjælpetræner på det lokale gymnastikhold var noget af det første jeg erindrer. 10 år gammel. Følte stolthed ved. Stolthed ved at hjælpe.

Mine forældre var også frivillige. De sad i bestyrelser for diverse foreninger. Var instruktører på diverse gymnastikhold. Bryggede kaffe til diverse arrangementer. Var med til at sætte teaterstykker op i diverse amatør-teatre. Sang med i diverse sangkor. Stod for at arrangere diverse byfester, opvisninger og happenings. Altid frivilligt.

Før mine forældre, var deres forældre også frivillige. De var med til at starte andelsforeninger. Oprette elværker, vandværker, indkøbsforeninger, andelskasser, brugsforeninger, forsamlingshusforeninger, partiforeninger, skytteforeninger, mm.

Jeg fik det ind med modermælken, ligesom mange andre også gjorde det dengang. Det er en vigtig del af dansk kultur. Det finder man i særlig grad ud af, når man kommer ud i verden. Danmark blev bygget af frivillige og det skabte et frit og beredvilligt folkefærd.

Sidste sommers måtte jeg og familien erkende, at jeg rent faktisk havde brugt hele min sommerferie på frivillighedsprojekter. Uden egentlig at tænke så meget over det, endsige føle det belastende. Tværtimod.

Startede sommeren med at være frivillig på musikfestivalen Heartland på Midtfyn hvor jeg bor. Så var jeg med som frivillig i et telt på Folkemødet på Bornholm. Dernæst brugte jeg en måned på at bygge scene og sælge popkorn som frivillig på H.C. Andersen Festspillene i Den Fynske Landsby. Efter det var jeg som frivillig med til at opbygge og afvikle den lokale ungdomsfestival Rudme Festival og ugen efter var jeg frivillig i landsbyens årlige sommerhøjskole. Dernæst lavede vi frivilligt eller rettere non-profit, som vi kalder det, to ferniseringer i Galleri Svinestien, som er mere end et galleri for Midtfynske kunstnere. Det er også et frivillighedsprojekt. Og for at det ikke var nok med den sommers frivillighed så blev Rudme Friskole  frivilligt rengjort, malet og klargjort af os forældre inden skolestart.

Hvor kommer al denne virkelyst og frivillighed fra?

Hvorfor sørger vi frivillige ikke bare for – fornuftigt set – at få noget for det vi går og yder?

Som tidligere højskoleforstander på Ryslinge Højskole, har historien bag den folkelige frivillighed altid betaget mig. Ryslinge er en af de ældste højskoler i Danmark, der opstod i den tid, hvor det moderne Danmark blev grundlagt. Midt i 18 hundredtallet. Højskolerne blev dengang samlingsstedet for blomsten af dansk ungdom. Her blev de med fællessang og fortællinger indpodet en fælles identitet og en lyst til at yde til fælles bedste. Når de kom hjem fra højskolerne blev denne lyst til at virke for ’et fælles bedste’ udlevet som frivillige i diverse foreninger. Den frivillige foreningskultur skabte det Danmark vi kender i dag. Uden højskolerne var det sikkert ikke blevet det samme. Og vi havde som folk heller ikke været de samme.

Derfor kan man ikke sige at højskole bare en afgrænset institution placeret tilfældige geografiske steder i Danmark. Højskole er en måde at være sammen på. Kun vi danskere ved rigtig, hvad det vil sige og hvad det betyder. Og noget af det vigtigste de har skabt, er lysten til at gøre noget for fællesskabet – frivilligt.

De frivillige skaber ting og sætter ting i gang. Men de vedligeholder også ting. Slår græsset. Hejser flaget. Pakker festen ned. Vasker op. Bager kage. Underviser børnene og meget mere. Og til syvende og sidst er de ofte det usynlige kit, der får det hele til at hænge sammen – folkestyret og demokratiet.

Mange af os gør det af den simple grund – at vi ikke kan lade være. Vi føler nemlig det er vigtigt.

Nogen forstår måske ikke helt, hvorfor vi gør det, når vi nu hverken får penge eller anderkendelse for vores frivillige arbejde.

Men vi vil faktisk også helst være fri.

Helt fri.

For det er nemlig det vi er.

Frie.

I fællesskab.

Derfor er vi frivillige, til vi dør.

Og et eller andet sted, ved vi jo godt, at der er en gran af sandhed i udtalelsen: ”Danmark kollapser på en uge, hvis de frivillige gik hjem og lagde sig på sofaen.

Tyge Mortensen, www.landsbyhojskolen.dk