UngEnergi

Aarhus / april 1, 2018

UngEnergi

2400 2243 Civilian

UngEnergi er et netværk af unge, som arbejder for at samle en hel generation om at standse klimaforandringerne og arbejde sammen for en bæredygtig verden.

UngEnergi startede i 2012, da en gruppe unge ildsjæle fra VedvarendeEnergi tog på en messe på et gymnasium. Der blev de mødt af en overflod af unge, der gerne ville gøre en forskel for en mere bæredygtig verden, men ikke vidste hvordan de skulle gøre en reel forskel. I dag har UngEnergi over 100 medlemmer, 150 frivillige og lokalafdelinger i fem byer: Aalborg, Aarhus, Odense, Roskilde, København.

I UngEnergi synes vi, at det er fedt at være bæredygtig, og det vil vi gerne vise andre unge. Derfor fokuserer vi på de positive alternativer frem for den løftede pegefinger. Vi oplyser for sjov og alvor, og med et ung-til-ung perspektiv. For vi ved at man som ung godt kan bruge et fællesskab og rollemodeller, der kan vise vejen til en mere bæredygtig fremtid, og vi oplever at unge i høj grad har brug for et sted hvor de kan engagere sig i den kamp!

Vi fokuserer på at give andre unge konkrete råd til hvordan man med en lille indsats kan gøre en stor forskel, og vi skaber en mulighed for at man kan være med i et fællesskab der arbejder sammen for en bæredygtig fremtid. UngEnergi fokuserer på aktiviteter, der viser, hvordan vi kan reducere CO2‐udledning, øge anvendelsen af vedvarende energikilder og en ansvarlig brug af planetens ressourcer. Med vores aktiviteter vil vi vise, hvordan du og jeg kan gøre en forskel for en bæredygtig verden. Se UngEnergis video https://www.youtube.com/watch?v=aZdPgVulB_I

Ud over vores mange aktiviteter på festivaler og gymnasier, så udvikler vi løbende kampagner, happenings og events, der på en sjov og finurlig måde viser andre unge vejen mod en mere bæredygtig adfærd – i alt fra julegaver til transportvaner. Derudover har vi også Fem Fede Råd, som er nogle helt konkrete råd man kan bruge som ung, hvis man gerne vil leve mere bæredygtigt – på den fede måde. Du kan læse mere om UngEnergis Fem Fede Råd her: https://ve.dk/hvem-er-vi/frivilligplatform/ungenergi/fem-fede-raad/

Lokalt ledes frivilliggrupperne af styregrupper, der arbejder for at udbrede og engagere flere unge i UngEnergis arbejde. Som frivillig i UngEnergi samles man oftest i arbejdsgrupper om konkrete opgaver og events, der varierer afhængig af interesser og ideer. Det er de unge, der selv er med til at skabe projekterne, og lokalafdelingerne laver alt fra deltagelse ved NorthSide festivalen til Bæredygtig Jul – og så samarbejder de med lokale samarbejdspartnere om at påvirke unge i en mere bæredygtig retning.

UngEnergi, der er VedvarendeEnergis ungdomsorganisation, har egen landsbestyrelse, der vælges på den årlige generalforsamling.

Mette Raaschou, frivilligkonsulent www.ve.dk/ungenergi